Redskaber - bygning
Et sikringsprojekt bør arbejde med sikringslag, hvor man kombinerer flere typer af redskaber, hvis formål er at afskrække, detektere, forsinke og/eller stoppe en angriber, samt reducere konsekvensen af anslaget.
Redskaber henviser til bygnings- og designmæssige elementer, samt sikringsforanstaltninger som kan benyttes til at sikre bygningen mod terroranslag. Sikringen vil ofte være sammensat af certificerede, testede og beregnede elementer, samt redskaber der vanskeliggør og forsinker angriberen frem mod målet, men som ikke nødvendigvis er dimensioneret til at modstå eksempelvis et anslag med eksplosiver. Forsinkende foranstaltninger bør blive understøttet af detektering. Sikringsprojektet skal udføres, så det overholder gældende lovgivning – herunder bl.a. Bygningsreglement (BR18) og krav til tilgængelighed.
I terrorsikring af et byggeri eller bygningsanlæg vil det ofte være mest hensigtsmæssigt – og sommetider nødvendigt – at arbejde med en kombination af forskellige redskaber for at få integreret en helhedsorienteret sikkerhedsløsning i bygningens design. Af samme grund er det vigtigt at medtænke sikkerhedskultur, da det er bygningens ejer og brugere, der kommer til at stå for anvendelse, drift og vedligehold af sikringsforanstaltningerne.
Bygningsmaterialer
Beton
Beton i forskellige former er et meget anvendeligt materiale til sikring mod bl.a. anslag med køretøjer, skydevåben og sprængstoffer. Afhængig af den ønskede sikringsmæssige effekt og æstetik, kan betonen eksempelvis armeres med et stålnet, skjules under en ydre beklædning eller udformes som del af en skulptur. Beton kan også bruges som en del af sammensatte sikringskonstruktioner sammen med glas, stål mv.
Glas
Glas kan anvendes i mange sikringsmæssige sammenhænge. Det kan udføres som indbrudshæmmende, skudsikkert og i en vis grad til at modstå trykbølger fra eksplosiver. Glas kan installeres som en del af bygningen i bl.a. vinduer, døre og facadepartier, eller som mere fritstående indretningselementer, møbler og som udsmykning af et rum.
Polycarbonat og plastmaterialer
Brug af plastmaterialer i sikringselementer benyttes typisk for at opnå besparelser i vægt og omkostning. Et typisk eksempel på dette er lamineret sikkerhedsglas. Man bør altid overveje plastmaterialers antændelighed og brændbarhed.
Stål
Stål er et materiale, der kommer i mange former; fra tynde plader til store, bærende bjælker. Anvendelsesmuligheder for stål – og i et vist omfang andre metaller – til sikring er utallige. Det kan bl.a. benyttes til sikring mod skud, afbøjning af trykbølgen fra en eksplosion og som elementer, der kan standse køretøjer fra at køre ind uønskede steder.
Bygningssektioner
Karruseller
Karruseller er en meget synlig form for sluse til adgangsstyring. De ses oftest i form af personkarruseller, som typisk består af en snæver adgangsvej for én person ad gangen udformet som en roterende låge i dørhøjde, udført i stål eller glas. Karrusellen udføres ofte med låse og overvågning, der styres fra receptionen eller en vagtcentral.
Speedgates
Speedgates placeres inde i bygningen og er en sluseform, som er mere åben i forhold til andre sluser og kan udformes mere diskret end karruseller. En speedgate består typisk af en glasskive, som glider til siden og aktiveres med et adgangskort. Speedgates kan som regel håndtere et større antal personer på kort tid og muliggør også at man kan medbringe tasker, pakker mv.
Vindfang
Vindfang placeres i facaden med ind- og udvendig dør, hvor man på forskellig vis kan styre adgangen til bygningens indre – f.eks. at første dør lukker, inden den næste dør åbner. Den udformes ofte som en lille ’bygning’ i bygningen med et lavere loft end rummet indenfor, og meget glas i væggene på alle fire sider for overskuelighedens skyld. Vindfang udføres i sikringsmæssig forbindelse altid med låse og overvågning, ligesom sluser og karusseller.
Mekaniske redskaber
Døre
Sikringsdøre er mange ting – fra enkle brand- og indbrudssikre døre til svære, port-lignende døre, som kan modstå skud, eksplosion, brændbare væsker mm. Det er vigtigt fra første færd at tænke dørens daglige brug ind for at finde frem til den rette udførelse, så det ikke bliver upraktisk at anvende døren.
Låse
Ud fra en planlægningsmæssig og byggeteknisk vinkel skal en bygnings låse planlægges overordnet fra første færd. Dels er låse en kategori og et element, der spænder meget vidt, og dels er det forbundet med et hav af praktiske, økonomiske og designmæssige udfordringer, hvis aflåsningen – omfang, typer og sammenhænge – ikke er planlagt samlet. Begynd med at lave en overordnet låseplan for hele bygningen eller det sikrede afsnit, og tal med en rådgiver, der ved nok om det omfattende og komplicerede emne, som låse er.
Skodder
Rullegitre i metal, rullejalousier og andre former for skodder indgår tit i bygningssikring. Disse elementer anvendes typisk som supplerende aflukning af en bygning, når stedet er lukket. Man bør, ud over den sikringsmæssige nødvendighed, også overveje signalværdien i udefra at se en bygning aflukket på denne måde. Arkitektonisk må det næsten altid tilstræbes at udforme løsningen, så den ikke skæmmer bygningen unødigt.
Vinduer
Placering af vinduer mod særligt sårbare områder bør planlægges nøje. Bruges der sikringsglas skal det afhængig af modstandsklasse, monteres i forstærkede karme og sidde i vægkonstruktioner, der ligeledes er ekstra stærke – både af hensyn til typen af anslag, men også i forhold til vægten af glaselementet. Glas og laminerede glasflader med polycarbonat kan også indgå i en række andre bygningsdele til sikring. Se mere om dette under ’Bygningsmaterialer’.
Mht. beskyttelse mod overvågning, er en vigtig overvejelse, om man skal kunne se ud og ind ad vinduet, eller om det udelukkende skal slippe lys ind i det bagvedliggende rum.
Elektroniske redskaber
Adgangskontrolanlæg
Adgangskontrolanlægget (ADK) er en integreret del af en bygnings låseplan og skal planlægges sammen med denne. Som udgangspunkt kan chiplæsere og elektronisk styring af, hvem der har adgang til at åbne og lukke en dør ret ukompliceret udformes, så det ikke skæmmer arkitekturen – såfremt det tænkes ind tidligt i processen. Man skal overveje, hvordan man på den mest elegante og sikre måde, får de nødvendige kabler frem til alle døre, der har ADK, ligesom det også gælder for AIA-udstyr og eventuelle sammenkoblinger af disse.
Automatisk indbrudsalarm
Automatisk indbrudsalarm (AIA) er en form for elektronisk overvågning, der kan detektere og alarmere. Det er som redskab nødvendigt at tænke ind tidligt i planlægningen, og er ligesom ADK ofte rimelig ukompliceret at integrere mere eller mindre synligt i arkitekturen.
TV-overvågning
Modsat de to andre elektronisk baserede redskaber, ADK og AIA, er det ofte vanskeligt at gemme kameraer til TV-overvågning (TVO). Man skal desuden være meget varsom med anvendelse af TVO i forhold til reglerne om persondatabeskyttelse – det handler både om, hvor og hvad man filmer (f.eks. personer og nummerplader), samt hvordan dokumentationen opbevares.
Som ved alle sikringsforanstaltninger skal man nøje overveje behovet for implementering af tiltaget. Både for lidt og for meget overvågning kan skade mere end gavne.
Supplerende redskaber
Belysning
I et sikret område skal belysningen skabe tryghed og overblik på kritiske steder. Belysningen kan placeres enten i jorden, på pullerter, på lysmaster, i loftet og på selve murværket.
Bevidst planlægning af belysning kan omfatte, at man designmæssigt anvender og fordeler lys til at lede brugere og gæster i en bygning frem til de steder, man rent sikringsmæssigt helst vil samle folk.
Skiltning
Ud over skiltning i sikkerhedszonen og perimeteren samt ud til det offentlige rum, er intern skiltning også et vigtigt redskab indvendigt i bygningen. Formålet med intern skiltningen er at informere og skabe tryghed for brugeren af bygningen. Instruktioner bør ikke være komplicerede eller tidskrævende at forstå, da dette kan medføre flere risici – eksempelvis i relation til en eventuel evakueringsplan.
Signal- og alarmeringsredskaber
Signal- og alarmeringsredskaber kommer ofte med i den samlede sikkerhedsløsning, hvis der er tale om et område, hvor mange mennesker er samlet og/eller der er særlige risici forbundet med aktiviteterne på stedet. Mange gange kan det udformes i tæt sammenhæng med belysning, højtaleranlæg og andre elementer i byggeriet. Andre gange kan det være nødvendigt at udføre det som særskilte elektriske blinklys, sirener og andre tiltag. Disse vil næsten altid være meget synlige komponenter, der ikke er så lette at integrere rent designmæssigt i et normalt miljø.