Sikkerhedskultur
Hvad handler sikkerhedskultur om?
Når vi taler om sikkerhedskultur, handler det om hvordan organisationen og medarbejderne opfatter og håndterer risici og ulykker/hændelser. Der findes både gode og dårlige eksempler på sikkerhedskultur, men i alle tilfælde bør organisationer bestræbe sig på at opnå en god og styrket sikkerhedskultur, hvor medarbejderne føler, at det er sikkert at gå på arbejde hver dag.
Det er en forudsætning for en fælles forståelse, at kultur i denne sammenhæng defineres. I denne sammenhæng handler kultur som helhed om den levevis og forestillingsverden, vi agerer inden for – det vil altså sige alt fra kommunikation og mediebillede til erfaringer, traditioner og fordomme, samt meget mere.
Sikringsforanstaltninger kan ikke stå alene, og for at få det optimale ud af sin fysiske sikring og elektroniske overvågning, må sikkerhedskulturen nødvendigvis også følge med. Derfor er det vigtigt, at man arbejder med en holistisk tilgang til sikkerhed og sikring, hvor sikkerhedskulturen favner både den menneskelige faktor, arkitekturen og de fysiske sikringsforanstaltninger i samspil med hinanden.
God sikkerhedskultur er blandt andet kendetegnet ved en ledelse, der går forrest og er med til at promovere sikkerhed i hverdagen, og medarbejdere der har et højt niveau af kritisk sans for handlinger, der afviger fra normalbilledet.
I dette afsnit kan du få en forståelse for, hvad der er kendetegnet ved en god sikkerhedskultur, og hvad der skal til for at opnå det.