RISIKOPERCEPTION

Risikoperception handler om, hvordan vi på et personligt niveau betragter og opfatter den enkelte risiko. Det er vigtigt at inddrage risikoperception i arbejdet med sikkerhedskultur, da det er med til at danne grund for, hvilke risici vi vælger at forebygge og beskytte os imod.

Vores perception påvirkes af en række faktorer, som alle sammen er med til at udgøre den kulturelle ramme, vi er en del af. Det betyder også, at vores risikoperception kan variere fra kontekst til kontekst, og at den er i konstant forandring.

Det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse, at der kan være stor forskel på, hvad vi frygter, og hvor sandsynligt det er, at vores frygt bliver en realitet. I visse tilfælde vil frygten for et terroranslag være begrundet, men statistisk set er sandsynligheden for, at et anslag finder sted meget lille. Frygt er ikke nødvendigvis rationel, og vi må derfor minde os selv om, at det er langt mere sandsynligt, at vi kommer galt af sted i trafikken end i et terroranslag. Alligevel er det nødvendigt, at organisationer forholder sig til terrortruslen – dels fordi der er tale om en trussel, som fylder meget i det politiske landskab, hvor det er vigtigt at udvise og tage ansvar, dels fordi konsekvenserne af et potentielt anslag vil være meget alvorlige.

I forhold til terror er det vigtigt at bemærke, at terroranslag er designet til at skabe angst. Målet med den forebyggende indsats vil derfor typisk være at sikre liv og værdier, samt eliminere angsten.

For at identificere hvad vi frygter og hvad der skal beskyttes, bør man starte med at italesætte truslerne og de potentielle konsekvenser vi frygter, samt de usikkerheder, der er forbundet med dem. På den måde får vi et bedre indblik i, hvordan vores tanker og følelser påvirker vores individuelle opfattelse af en risiko.

Dette er vigtigt for at nå til enighed om en fælles forståelse af trusselsbilledet og de aktiver vi gerne vil beskytte. Det er derfor en god idé at få dette afklaret på ledelsesniveau, så det bliver helt klart hvad, vi ønsker at sikre os imod og til hvilket niveau. Ikke mindst, fordi det også kan blive en større økonomisk post at sikre organisationen og etablere en sikkerhedskultur. På den måde bliver det også lettere at sælge præmissen om, at der i det hele taget skal sikres.

Det er umuligt at vide alt, og derfor er der ikke nogen garanti for, at det vi beskytter os mod, er det, vi er mest sårbare overfor. Det er derfor ikke muligt at fortælle, hvordan man kan sikre sig mod fremtidens anslagsscenarier, da disse endnu er et ubeskrevet blad.

De trusler, som organisationen vælger at beskytte sig mod, kan altså kun være velkendte scenarier. Med andre ord vil de trusler, som vi vælger at værne os mod altid være påvirket af vores egen virkelighedsopfattelse. En virkelighedsopfattelse, som blandt andet dannes gennem mediebilledet og de erfaringer, som vi opnår som samfund.

Når man som sikkerhedsansvarlig skal etablere en god sikkerhedskultur i sin organisation, bør man derfor tage højde for, hvilke virkelighedsopfattelser der findes i organisationen. Frygten for en bestemt trussel og modet til at se den i øjnene har noget at gøre med, hvem man er.

Normalbilledet er det vi oplever, når alt er, som det ’plejer’ at være – altså det vi forventer, skal ske i et givent miljø. Det kan være, at vi er vant til, at posten kommer med pakker på et bestemt tidspunkt, eller at vi skal henvende os i en reception, når vi er gæster et sted.

Hvis man skal kunne identificere farer, må man nødvendigvis også fastslå, hvad der opfattes som værende normalbilledet, da farer typisk vil være kendetegnet ved at afvige fra normalen.

Det skal med andre ord gøres klart for alle medarbejdere i organisationen, hvad man forstår som normalbilledet, så medarbejderne har en chance for at spotte afvigelser, før det er for sent.