OFFENTLIGE RUM OG ÅBNE PLADSER – PERMANENT

Sikring af byens offentlige rum bør ske med fokus på at skabe smukke byrum, hvor en sammenhængende helhedsorienteret sikkerhedsløsning er naturligt integreret i stedets design. Trods sikring bør stedet opleves åbent og imødekommende, være tilgængeligt og indbyde til ophold.

I de følgende eksempler er vist et byrum med sikringstiltag naturligt integreret i pladsens perimeter.

Plint

Pladsens er opbygget som en sammenhængende plint og dens perimeter er dermed sikret via en sammenhængende opkant. Plinten indgår i byrummet som et samlende arkitektonisk element og kan samtidig bruges til ophold.

Det øvrige inventar kan indgå i sikring ved trapper og ramper i forhold til køretøjer.

Plinten designes så kanter mm ikke udgør en fare i forbindelse med daglig brug, flugt og evakuering.

Grønne arealer

Pladsens perimeter er overordnet sikret med en lav kant, der omkranser store grønne områder, som indgår i pladsens samlende design. Den lave kant kan samtidig bruges til ophold.

Ud for den primære passage er der adgangsbegrænset med pullerter eller inventar.

Den enkle arkitektoniske løsning giver en stor disponibel flade og relativ stor frihed til at planlægge og indrette byrummet.

Forstærket og integreret byinventar

Byinventar, der er designet med sikring for øje som f.eks. hævede plantebede, bænke, skulpturer og vandbassiner, indgår i sikringen af pladsens perimeter.

I det viste eksempel er der desuden plantet træer, der indtil de er store nok, er suppleret med pullerter langs med vejen.

-- >