Uddannelse af personale


Som led i beredskabsplanlægningen er det centralt, at det bliver gjort klart, hvilke kompetencer, man ønsker stillet til rådighed i en skarp situation. Indledningsvist kan det være en god idé at udforme et uddannelsesprogram, som er en oversigt over, hvilke uddannelsesmuligheder, der findes for medarbejderne (det kan f.eks. være elementær brandbekæmpelse og førstehjælp for de almindelige medarbejdere), samt hvem der skal uddannes og hvor hyppigt det skal vedligeholdes.

Når man har udpeget det personale, som skal have en funktion i tilfælde af en hændelse, vil det være nødvendigt at uddanne dem i deres ansvar. For at beredskabet i en organisation fungerer optimalt, er en del af denne uddannelse simpel oplysning om ansvar og rollefordeling. Det gør man bedst ved at præsentere organisationens beredskabspolitik og –plan, hvor det er præciseret, hvem der har ansvar for hvad. På den måde vil man tillige sikre et solidt kendskab til organisationens beredskabsorgan.

Generelt er det vigtigt at formål, sikringsforanstaltninger, kompetencer og værktøjer passer sammen. Hvis du f.eks. har installeret sikringsforanstaltninger mod anslag med skydevåben, så bør du uddanne dit personale i skudsårsbehandling, samt sikre at førstehjælpskassen er udstyret til dette.

Uddannelse er ikke en engangsforeteelse, og må nødvendigvis vedligeholdes og genopfriskes med jævne mellemrum, hvis man vil være sikker på, at medarbejderne er ajour med deres ansvar og den aktuelle beredskabsplan. Dette kan med fordel skrives ind i et årshjul.

Visse medarbejdere vil have et ekstraordinært ansvar, hvis en hændelse skulle indtræffe, og disse medarbejdere skal naturligvis rustes derefter. Det kan eksempelvis være kommunikations- eller IT-medarbejdere, som har et særligt ansvar med afsæt i deres eksisterende viden inden for deres felt.

Det er altid en god idé at tage afsæt i medarbejdernes eksisterende viden og kompetencer. På den måde sikrer man sig, at det er de mest kompetente kræfter, der varetager ansvaret, og at man i øvrigt ikke uddanner flere end nødvendigt.

Ud over kendte tekniske løsninger f.eks. radio og telefoni, findes der i dag også flere forskellige digitale løsninger, f.eks. platforme og applikationer, der kan understøtte organisationens arbejdet med beredskabsplanlægning. Hvad der passer til den givne organisation, vil være afhængig af organisationskulturen og hvordan virksomheden generelt drifter i dagligdagen. Hvis man er i tvivl om hvad der passer til sin organisation, kan man søge råd og vejledning hos en uvildig sikkerhedsrådgiver, der beskæftiger sig med beredskabsplanlægning.

-- >