GADERUM OG VEJE

Gaderummet er karakteriseret ved, at pladsen ofte er begrænset. Samtidig er det et rum med mange specifikke funktionsprogrammer og et behov for opretholdelse af uhindret flow og tilgængelighed på langs - og visse steder også på tværs. Rummet er inddelt i to zoner - et område langs med bygninger for gående, der også giver mulighed for ophold, og parallelt med dette en vej. Sikringsforanstaltninger bør placeres i overgangen mellem disse to zoner.

Udgangspunktet for de viste eksempler er et byrum med vanligt inventar som belysning, skiltning etc.

Det er desuden forudsat, at der ikke er parkering langs med vejen.

Sikring af fortov og eventuelt bagvedliggende bygning 

Fokus på sikring i overgangzone mellem fortov og vej.

Ønsker til sikring

Indretningen skal signalere at passage med køretøjer vil være vanskelig og dermed afskrækkende, uden at det opleves sådan af de daglige brugere.

Forebyggelse af anslag med accelererende køretøjer ved f.eks. fortovscafeer.

Skabe afstand til vigtige bygninger, så biler med bomber ikke kan komme tæt på.

Integreret og forstærket byinventar

Zonen mellem området for gående og vejen er sikret med forskelligt byinventar – kan f.eks. være bænke, skulpturer, læskærme, plantekummer, cykelstativer, belysning mm.

Med udgangspunkt i det vedtagne sikkerhedsniveau besluttes om inventaret skal kunne stoppe eller blot vanskeliggøre og forsinke ruten frem mod målet.

Hvis der er behov for forstærket byinventar, kan det enten være designet med sikring for øje eller f.eks. forstærkes via ekstra forankring/ fundering eller via en indbygget kerne af et allerede certificeret produkt.  

Der skal være fokus på samtidig at sikre gode oversigtsforhold og tilgængelighed.

Hastighedsnedsættende foranstaltninger

Hastighedsdæmpende foranstaltninger kan medvirke til at forebygge anslag med køretøjer, da køretøjer ikke kan accelerere frem mod målet.

Foranstaltningerne kan bl.a. være indsnævring af kørebanen og chikaner, der giver vejen et bugtet forløb.

Chikanerne kan f.eks. udformes som plante- eller regnbede.

Mellem chikanerne placeres forstærket byinventar.

Plantebede og kanter

Zonen mellem området for gående og vejen er sikret med hævede plantebede, der indgår i byrummet som et samlende element.

Plantebedenes kanter sikrer mod anslag fra indkørende køretøjer.

Kanterne fungerer samtidig som bænke og giver dermed mulighed for det uformelle ophold.

Ud for væsentlige tværgående forbindelser sikres mulighed for passage.

Der skal være fokus på samtidig at sikre gode oversigtsforhold og trafiksikkerhed.

Vand

Zonen mellem området for gående og vejen er sikret med et vandelement.

Vandelementet udformes med skråningssider eller kanter, der muliggør, at det kan indgå i sikringen.

Udover som sikring er det også muligt at indtænke vandelementet som en del af et klimaprojekt for området.

Der indarbejdes mindre tværgående passager.

-- >